Det her skal ændres til næste ferie. Læs med her om hvilket punkt jeg især blev opmærksom på.
Den der sommerferie… Der er så meget fokus på den og for nogle bliver det ikke helt som forventet. Jeg møder mange der allerede har glemt lidt at det var ferie eller som ikke føler de har holdt ferie.
Det kan jo skyldes mange ting. En af dem er den kontrast der kan være mellem ferie og hverdag. For her på bagsiden af sommerferien. sidder du måske tilbage med følelsen af at den der ferie ikke helt var som håbet og forventet. At der var noget som manglede, eller noget der var der i små glimt og allerede er lidt væk igen. Der er naturligt forskel mellem ferien og din hverdag. Men måske er forskellen for stor…. Hvis din hverdag ser væsentlig anderledes ud end dit håb om ferie, så vil det nok blive ret svært at opfylde. For mig er ferie eksempelvis masser af nærvær og så lidt brug af skærme som overhovedet muligt. Ud over at det kræver at de andre i familien også er med på den og kender mine ønsker, er det også en indsats der skal gøres, hvis de skærme fylder meget i hverdagen. Så er kontrasten for stor og overgangen vil tage noget tid. Måske mere tid end ferien er lang.
Så det vi ønsker os i vores ferie (fordi vi synes det er dejligt) skal ret sandsynligt have mere plads, fokus og opmærksomhed i hverdagen. Selvfølgelig må der gerne være forskel på en alm. onsdag og så din sommerferie. Det er det i hvert fald for mig. For jeg elsker at mærke forskellen. Dog er der nok nogle ting, jeg vil blive bedre til at have og lave begge steder. Og de fleste af os kan jo nok ret hurtigt blive enige om at det er hverdag der er mest af, så lad os da absolut putte noget kvalitet ind i den. At få talt ordentlig sammen for eksempel (og pænt til hinanden). Hvis du lige nu sidder med en fornemmelse af, at det er der ikke mulighed for i hverdagen, så vil jeg absolut standse op. For alles skyld. For din egen og ikke mindst dine børns. Vores børn kigger jo på os for at se hvordan man er voksen i dette liv. Derfor er det vi giver dem med, af afgørende betydning for deres egen måde at tage ansvar og sig selv alvorligt senere i deres liv.
I min egen ferie mærkede jeg den velkende fornemmelse af at gøre noget “lidt for meget for andre, og lidt for lidt for mig selv”. Den er også genkendelig fra hverdagen, og vil blive mit arbejdspunkt – sammen med mange andre forældre, det ved jeg. Jeg ved vi er flere der har det tema.
Min ferie var på ingen måde dårlig – den var bare lærerig (endnu engang,) og lige som jeg skal hjælpe forældre rent arbejdsmæssigt, skal jeg også selv være tydelig omkring hvad jeg gerne vil have ændret til næste ferie. Så jeg glæder mig allerede til jul.
