Har dit barn også firkantede øjne?

Hjem fra skole, hen foran skærmen og på med et head set. Sådan ser eftermiddagen ud for mange lidt større skolebørn. De mindre smider sig i sofaen med en tablet, hvorefter YouTube-sekvenser flakser over skærmen. Er det godt eller skidt?

I denne artikel har vi taget en snak med familievejleder Lola Jensen om børns skærmforbrug.

Svaret er, at det kommer an på, hvem man spørger. Spørger man familiens teenager er svaret: ”Lad være med at forstyrre. Jeg er lige i gang med et game”. Og ja, samme teenager synes, at det er aldeles fremragende, at tilbringe time efter time foran skærmen, og når det nu er så fedt, er der vel ikke noget dårligt at sige om det?

Jo, det er der desværre, og det er ikke børnene, der skal løse den opgav det er, at finde balancen i et fornuftigt online forbrug.

Smartphones, Ipads og pc til alle

I mange børnefamilier har hvert familiemedlem sin egen smartphone, husholdningen rummer sikkert også en eller flere tablets, og til sidst har et eller flere af familiemedlemmerne garanteret også en PC.  Vi behøver ikke at frygte de teknologiske fremskridt, for de indeholder flere indlysende fordele, men af hensyn til familielivet og børnenes trivsel, bør vi som voksne tage vores ansvar alvorligt, og hjælpe børnene med at få et fornuftigt skærmforbrug.   

Familievejleder Lola Jensen har da også en ret klar holdning til små børn og skærmtid

– Jeg synes ikke at børn under to år, skal have skærmtid overhovedet, for de forstår ikke, at man er nødt til at begrænse det, så det giver unødvendige konflikter. Når barnet er omkring to år, begynder det at forstå en besked. Det kunne for eksempel være: når Gurli Gris er færdig, skal vi slukke IPad’ en og lave noget andet. Når barnet nærmer sig fireårsalderen, begynder det bedre at kunne forstå, at man sætter tid på, hvor længe barnet må være på et online-medie. Det er vigtigt, at man laver fornuftige rammer omkring barnets onlineforbrug inden puberteten, for ellers kan det nemt blive en umulig opgave. Det er en dårlig idé, at styre direkte ind på værelset og forsvinde ind i onlineuniverset, for hvad der er forgået i skoletiden, ligger og summer i barnet. Har der været en konflikt med en ven eller lærer, er det vigtigt, at der er tid til at tale om det, når barnet kommer hjem. Man taler i denne tid om, at mange børn bliver emotionelt ensomme af onlinelivet, så vi skal altså sætte nogle faste rammer, selv om det koster lidt kampe.

Forstyrrer undervisningen i skolen

I skolerne oplever de store problemer med, at få børnenes opmærksomhed. Når børnene møder om morgenen, tager de deres tablet op, og går online. Når læreren kommer ind i klassen ved timens start, beder han eller hun selvfølgelig eleverne om, at lægge deres tablet væk, hvis den ikke indgår i undervisningen. Her findes tre kategorier af børn: en gruppe der straks gør som læren siger, en anden der lægger den væk, men som hurtigt finder den frem igen, og en tredje der nægter og skaber uro i klassen, og måske endda smider med taske og stol. I nogle tilfælde har jeg endda hørt, at når læreren kontakter forældrene, og beder dem tale med barnet om det, er svaret, at det jo er skolen, der har udleveret den, så det må de selv tage sig af. Som forældre skal vi selv sætte rammerne for vores børn, så de også fungerer, når de er på udebane.

For meget skærmtid overbelaster børns hjerner

En anden grund til, at vi skal hjælpe vores børn med at styre skærmtiden er, at deres hjerner bliver overbelastet. De får alt for mange impulser på kort tid, og det kan både påvirke humøret og give en dårligere søvn, fortæller Lola som har skrevet bogen ”Må vi så få ro”, hvor hun giver gode idéer til hvordan vi, som familie, får mindre støj og mere ro i hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *