Der er mange begreber at holde styr på, når ens barn bliver gammel nok til at gå i skole. Det kan være svært at finde rundt i de forskellige trin i skoletiden, ligesom børnene går på fritidshjem, i SFO, i klub osv. Læs med her og bliv klogere på dit barns skoleliv.
Det første skoleår kaldte vi før i tiden for børnehaveklasse, nu kaldes det for 0. klasse og er endda gået tilbage til børnehaveklasse igen i nogle kommuner. Så har vi indskoling, mellemtrin og udskoling. Efter skoletid går de fleste børn et par timer på fritidshjem eller i SFO. Når de bliver lidt større, går de videre i fritidsklub sammen med de største børn.

0 klasse
Det år barnet fylder 6 år starter det i skole, og altså i 0. klasse. Dette første år fungerer som et overgangsår, der bygger bro mellem leg i børnehaven og undervisning i 1. klasse. Her skal børnene forberedes til at gå i ”rigtig” skole og have flere forskellige fag. I det første skoleår, altså i 0. klasse lægger lærerne vægt på at barnet skal opleve skolen som en tryg og stabil ramme for faglig og social læring og udvikling.
Indskoling
Indskoling er betegnelsen for de yngste klasser i skolen, dvs. 0. klasse, 1.-, 2.- og som regel også 3. klasse.
0. klasse
Her lærer barnet om sociale, faglige og personlige færdigheder indenfor sprog, matematisk opmærksomhed, kreative og musiske udtryksformer, krop og bevægelse, naturfaglige fænomener og engagement og fællesskab.
1. klasse
Når barnet starter i 1. klasse, starter samtidig en hverdag fyldt med nye og spændende fag, som er delt op i lektioner a 45 minutter. Skoledagen byder på flest lektioner i dansk og matematik. I 1. klasse bliver dit barn introduceret til sit første fremmedsprog, engelsk, og skal blandt andet også til at have natur/teknik og musik.
2. klasse
I 2. klasse arbejder man videre med de fag, som dit barn blev introduceret for i 1. klasse. Det betyder, at eleverne ikke får nogen nye fag. Timetallet ændrer sig i dansk og kristendomskundskab, hvor eleverne får færre timer. Til gengæld får de flere timer i både natur/teknologi og billedkunst.
3. klasse
I 3. klasse sker der nogle få ændringer i undervisningen i forhold til 2. klasse. Som noget nyt vil eleverne fra 3. klasse få undervisning i faget historie, som de vil have i resten af deres skolegang i folkeskolen. Derudover vil eleverne få færre timer i dansk og i stedet få flere timers engelsk undervisning.
Mellemtrin
Mellemtrin er skoleforløbets mellemste trin, oftest 4.-6. klassetrin. På mellemtrinnet udbygger eleven sine færdigheder i de fag, som blev introduceret i indskolingen, og der kommer nye fag.
4. klasse
I 4. klasse har eleverne mange af de samme fag som i 3. klasse, men som noget nyt får eleverne fagene håndværk og design og madkundskab.
5. klasse
I 5. klasse bliver dit barn introduceret til sit andet fremmedsprog og kan vælge i mellem enten tysk eller fransk. Derudover får eleverne flere timer i engelsk og håndværk og design samt madkundskab, men der er færre timer i natur/teknik og billedkunst.
6. klasse
I 6. klasse får dit barn ikke nogen nye fag. Der bliver derimod bygget videre på fagene fra 5. klasse. Det betyder, at eleverne får flere timer i fagene tysk eller fransk og kristendomskundskab. Til gengæld har eleverne færre timer i musik, og de stopper helt med at have billedkunst.
Udskolingen
Den sidste del af folkeskolens skoleforløb defineret som 7.-9. klassetrin. I udskolingen forberedes eleven på at starte op på en ungdomsuddannelse. Her får eleverne igen nye obligatoriske fag og kan vælge imellem forskellige valgfag.
7. klasse
Det 7. klassetrin er det klassetrin, hvor der sker flest ændringer i dit barns undervisning. Når dit barn starter i 7. klasse, er det samtidig starten på udskolingen og en række nye naturfaglige fag. Her bliver eleverne undervist i geografi, biologi og fysik/kemi, men det betyder også, at eleverne stopper med at have natur/teknik, kristendomskundskab, musik og billedkunst. Desuden har eleverne et valgfag i 7. klasse.
8. klasse
Som noget nyt i 8. klasse får dit barn undervisning i samfundsfag. Desuden bliver kristendomskundskab genindført som et fag i dit barns undervisning. Derimod er der færre timer i geografi i 8. klasse og eleverne stopper helt med at have håndværk og design samt madkundskab.
9. klasse
Når dit barn starter i 9. klasse, er det for mange elever også deres sidste år i folkeskolen. Fagene i 9. klasse er de samme som i 8. klasse med nogle få ændringer i timetallene for fagene. Eleverne får færre undervisningstimer i historie og biologi, men de får til gengæld flere timer i fysik/kemi.
10. klasse – ikke obligatorisk
10. klasse er ikke obligatorisk, men er en mulighed for elever som efter at have afsluttet grundskolen, har behov for yderligere faglig kvalificering og afklaring af uddannelsesvalg for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Der er derfor i 10. klasse et stort fokus på vejledning af eleven i forbindelse med videre uddannelse.
Kort sagt om indskoling, mellemtrin og udskoling
- Indskoling: læringsparathed og læsning
- Mellemtrin: at ”fylde på” og bevare læringsmotivationen
- Udskoling: afgangsprøver, nu gælder det for alvor.