Vi har testet robotplæneklipper

Reklame/ En robotplæneklipper har stået højt på ønskelisten herhjemme i flere år, så da vi fik mulighed for at teste en Segway Navimov, takkede vi straks ja…

Min mands nye bedste ven i haven

Min mand har i årevis talt om robotplæneklippere med en blanding af fascination og drømmeblik i øjnene – men vi har altid tøvet lidt. Ville den kunne klippe godt nok? Ville den køre ind i alle mine blomster og planter? Ville den være bøvlet at sætte op? Kan den finde udenom og rundt om alle mine potter og hvad med træerne?

Men da vi fik mulighed for at teste en Segway Navimow i105E, slog vil straks til – og lad mig bare sige det sådan: Jeg har nærmest fået konkurrence om min mands opmærksomhed!

I årevis har min mand lidt haft et slags crush på robotplæneklippere. Han bruger oceaner af tid ude i haven på at passe og pleje vores græsplæne. Han gøder, fjerner det mindste ukrudts-strå der dukker op, han planlægger hvornår det skal slås og han vander græsset, hvis vandet oppefra lader vente på sig. Kort sagt, hans græsplæne er lige så vigtig for ham, som mine fine blomsterkrukker er for mig. Og han skal da også have ros for, at vi har en virkeligt flot, grøn plæne, som bliver bemærket hver gang vi har gæster i haven.

Nem at sætte op – uden kanttråd

Han har forklaret mig i timevis om robotplæneklippere, men har indtil nu ikke investeret i en, da han har troet at det ville være besværligt at sætte kanttråde op overalt rundt i haven. Han har fulgt med i markedet, og har tålmodigt ventet på at der kom en maskine til private, som var til at betale og som var uden de besværlige kanttråde.

Det, der især gør Segway Navimow i105E til noget særligt er, at den ikke kræver kanttråd. I stedet bruger den et GPS-styret system kombineret med RTK (Real-Time Kinematic) teknologi. Oversat til almindeligt dansk, betyder det, at den kan navigere præcist rundt i haven med en afvigelse på få centimeter. Man kortlægger haven via en app, hvor man nemt definerer grænser, forhindringer og zoner, og så finder robotten selv vej. Det er virkelig brugervenligt – og også smart. Og hvis man en dag ændrer sin have, skal man bare opdatere kortet i app’en, ikke grave kanttråde op og flytte dem rundt.

Det gjorde opsætningen overraskende nem. Min mand gik i gang en lørdag formiddag, og efter lidt nørklen med telefonen, og gåture rundt i haven efter Stig (som han har navngivet robotten), var haven kortlagt, og Stig kører nu flittigt på tur alene rundt i haven hver dag.

Dækker op til 500 m²

Stig (eller Segway Navimow i105E som modellen hedder) er beregnet til haver op til ca. 500 kvadratmeter. Vores have er mindre, så der er rigeligt med kapacitet, og batteriet holder til omkring 2 timers klipning ad gangen. Når batteriet er ved at løbe tør, kører plæneklipper Stig selv hjem til lade stationen og tager en pause, før han fortsætter det gode arbejde.

Vores Stig er også udstyret med regn sensor, så han stopper, hvis vejret bliver dårligt, og kan let styres manuelt fra app’en. Min kære mand har endda købt et hus til Stig, så han ikke står alene og ubeskyttet helt alene derude i regnen. Ikke at Stig ikke kan tåle det, han er produceret til at kunne klare al slags vind og vejr, men nu er han flyttet ind her på matriklen, og så skal vi passe godt på ham.

Klipper flot – også i hjørnerne

Vi har en ret almindelig villahave med træer, blomsterbede og terrasser, og jeg må indrømme, at vi var spændte på, om Stig kunne klare de små kroge og hjørner. Men det gør han faktisk imponerende godt. Han klipper jævnt, udenom mine blomster og bede, og plænen ser langt mere velplejet ud, end når vi selv slæber plæneklipperen frem (og ja, når jeg siger vi, så mener jeg min mand, det har altid været ham der har stået for græsplænen før…).

En af de store fordele ved robotplæneklippere generelt – og som vi tydeligt har mærket med Stig er, at han klipper lidt hver dag. Det betyder, at græsset aldrig bliver for langt, og de små afklippede græsstykker falder ned mellem stråene og fungerer som naturlig gødning. Resultatet er en endnu sundere og grønnere plæne, der holder sig tæt og flot. Vi har faktisk allerede lagt mærke til, at græsset ser mere ensartet ud, og at ukrudtet har sværere ved at få fat.

En ny hobby for min mand

Det mest overraskende ved at have en robotplæneklipper er faktisk, hvor meget den har ændret stemningen i haven. I stedet for at min mand skulle planlægge tid til at slå græs, kan vi nu bare nyde haven – og beundre Stig der kører rundt på sine ture i haven i baggrunden.

Det er næsten komisk, hvor glad min mand er blevet for sin nye “ven”. Han tjekker app’en dagligt og finjusterer klippetider alt efter vejrudsigten. Han har altid været glad for gadgets, men jeg tror ærligt talt, at denne her er hans favorit. Han følger stolt med i app’en, hvor han kan se, hvor langt plæneklipper-Stig er nået, og her kan han justere indstillingerne efter behov. Jeg driller ham med, at det er hans nye bedste ven – men i virkeligheden er vi vist alle sammen blevet ret glade for den.

En stor hjælp i hverdagen

Efter nogle ugers brug må vi bare sige: Hvorfor har vi ikke fået sådan en noget før? Segway Navimow i105E aka Stig, er blevet en kæmpe hjælp i hverdagen og har gjort havearbejdet meget lettere. Det er en investering at købe en robotplæneklipper, men hvis du – eller din partner – længe har drømt om at slippe for plæneklipningen, kan vi varmt anbefale at kigge nærmere på denne model.