Hvad med at prøve at holde en skøn sommerferie i det fri, hvor man selv tilbereder maden under åben himmel og falder i søvn til naturens mange lyde. Eller hvad med en ferie på en bondegård hvor børnene får lov at sige godnat til dyrene inden de selv skal puttes? Det er både sjovt og forfriskende at lave noget andet sammen end det sædvanlige, det giver gode oplevelser, sammenhold og gode minder.
Hvorfor ikke prøve at holde en ferie hvor I sover i telt, shelter eller på en campingplads?

Sommerferie under åben himmel
I Danmark findes flere steder, hvor det er muligt at overnatte under åben himmel, i telt eller i ly af et shelter. Nogle steder er det sågar tilladt at overnatte i en hængekøje. Der er som regel en bålplads og i visse tilfælde også en vandhane. Man kan ikke booke disse overnatningspladser, det foregår efter først-til-mølle-princippet. Men hvilket barn vil ikke elske tanken om at have prøvet at have overnattet i det fri. Man kan jo lige for en sikkerheds skyld smøre sig ind i myggebalsam – og ikke honning – og håbe, at myggene ikke lige er på de kanter dén nat. Tag ikke fejl, mange der troede, at det var en engangsoplevelse, er kommet til at elske disse udflugter, hvor man oplever naturen helt uden filter.
Telttur
Måske er det nu I skal forsøge jer med campinglivets glæder. Tjek om den campingplads I har lyst til at campere på, er åben for nye campister. Alternativt er der flere steder, hvor man må sætte sit telt op i naturen. Naturstyrelsen har over 200 skove, hvor I må slå jeres telt op for natten overalt – uden at spørge om lov først. For at det ikke skal udvikle sig til campingpladser, må I dog højst anvende tremandstelte, slå to telte op samme sted – og I må kun overnatte én nat, før I drager videre til et nyt sted.

Cykelferie
Der er mange muligheder for en cykelferie i Danmark. Der er langtursruter for dem, der går seriøst til værks, et hav af kortere „oplevelsesruter“ velegnet til familier. I Danmark findes der et unikt netværk af cykelruter på 3.500 km, som består af 11 nationale cykelruter. Disse stier forbinder alle dele af landet fra syd til nord og fra øst til vest. I finder dem på Visitdenmark.dk. Husk at børn ikke nødvendigvis kan klare at cykle så lange strækninger som voksne. For at det skal være en fornøjelse, er det en god idé at forventningsafstemme med hele familien. Skab overblik, også for familiens yngste, ved at tegne ruten på et kort. Så kan man se hvor langt man er nået, og hvad man kan glæde sig til at opleve dagen efter.
Sommerferie på camping
Camping er måske ikke det, du indtil nu har dyrket mest, men dit barn vil elske det, især fra omkring 1. års alderen. Mange campingpladser har masser af børnevenlige aktiviteter f.eks. ponyridning, ansigtsmaling og hoppeborg. Du kan vælge at bo i en campingvogn, der er sat op, hvilket giver mindst muligt arbejde for jer. Her får du virkelig mulighed for at opleve, at det er de små ting, der udgør en god ferie for et barn. Barnet vil helt sikkert synes det er det sjoveste i verden, at der f.eks. er geder, man kan fodre, og heste man kan få en tur på, samt en god legeplads, hvor der hurtigt findes legekammerater.
Bondegårdsferie
Der findes mange steder hvor I som familie kan få lov at holde ferie på en bondegård. Her kommer I helt tæt på dyrene og får ro og gode oplevelser i landlige omgivelser. Der er noget at lave for hele familien på en bondegårdsferie, blandt andet at fodre dyr, ride på heste og nyde den smukke natur.

Alternative overnatningsformer
Tilbring natten i et fængsel, i en trætop eller i en øldåse. Eller lej en prærievogn og oplev Danmark i et tempo, hvor sjælen også kommer med. Der findes mange usædvanlige steder at overnatte i Danmark, det er bare at gå på opdagelse på nettet hvor man finder mange sjove og anderledes ferieformer.
Vidste du, at der er 275 statsskove i Danmark, hvor du bare kan dukke op og slå et telt op helt gratis?
Du kan finde mange flere ideer til sommerferie på flere måder eller f.eks. Ø-ferie lige her:
