Sådan skaber I en god sommerferie for både børn og voksne
Sommerferien er muligvis den ferie, der er forbundet med flest forventninger. Nu skal vi virkelig slappe af, være nærværende og hygge os sammen. Alt det vi ikke føler, vi helt når i hverdagens høje fart, skal indhentes i sommerferien.
Det kommer vi forhåbentlig også til. Men vi kommer også til at være uenige, have konflikter og blive små-irriterede på hinanden. Faren ved (for) høje forventninger er, at vi bliver skuffede, eller endda drænede, når det ikke går, som vi havde regnet med. Som vi havde forventet. Uenigheder, konflikter, nedsmeltninger er en forventelig del af et familieliv. Lad os kigge på, hvad du, helt konkret, kan gøre for at skabe en god sommerferie, der føles rar både for børn og voksne.
5 gode råd til sommerferien i den sammenbragte familie
1) Hvad er en god ferie?
Tag en snak om, hvad I hver især, også børnene, forstår ved en ”god” ferie. Det er ikke sikkert, at I kan imødekomme alle ønsker, men alt må siges og ønskes.
2) Hvordan skal vi (ikke) være sammen?
I den sammenbragte familie er det meget sjældent en god ide at være sammen alle sammen hele tiden. Kig på, hvornår og hvordan det giver mening at dele jer op, så der både er familietid, forælder/barn-tid, ekstraforælder/ekstrabarn-tid, voksen tid og egen tid.
3) Hvilket serviceniveau vil du, som voksen, lægge for dagen?
Mange forældre (og ekstraforældre) særligt til mindre børn, føler sig helt udmattende efter ferien, fordi de har fungeret som et døgnåbent serviceorgan. Snak med din partner om, hvilket serviceniveau I vil tilbyde i sommerferien, og hvor I kan inddrage børnene, så det faktisk føles som ferie for alle og ikke kun for nogen.
4) Hvad gik godt – kan vi lære noget til en anden gang?
På feriens sidste dag tag da et familiemøde og snak om, hvad I synes, der har været det bedste ved jeres ferie? Hvad gik godt? Var der noget, der var mindre godt, kan vi lære noget af det, så vi kan justere fremover?
Skriv jeres ”ferie-evaluering” ned, så I kan bruge nogle af de vigtige pointer til næste ferie. Der er al grund til at gentage den gode oplevelse. Der er ingen grund til at gentage en øv-oplevelse, hvis det kan undgås
Med ønsket om en skøn sommer
Janne

Familierådgiver for sammenbragte familier og forfatter til Førstehjælp til ekstramødre & Førstehjælp til sammenbragte familier
Stifter af Ekstramor.dk & Institutforsammenbragtefamilier.dk
Følg med på Instagram @ekstramor