Mon ikke de fleste ønsker at leve længe og have en stærk krop og en frisk hjerne, så længe som muligt?
Derfor er der også stor fokus på familiens sundhed, næsten uanset hvor man kigger hen, lige fra nyhedspressen, på sociale medier og fra forlagene der konstant udgiver nye bøger skrevet af tidens hotteste mad- og livsstilsbloggere. Man bliver nemt forvirret, for hvad der er essentielt for sundheden den ene dag, kan være nummer et på listen over hvad man skal undgå den næste.
Her er det vigtigt at sortere i informationen og vælge iblandt alle de gode tips og ideer, bruge sin sunde fornuft og vælge lige det der giver mening i lige præcis jeres familie.

Sådan lykkes I som familie
For mange af os, føles et nyt år ofte som en frisk start. Men i familielivet ved vi også, at hverdagen hurtigt indhenter de gode intentioner. Derfor handler nye vaner ikke om perfekte planer eller stramme regler, men om små, fælles skridt, der kan holde i længden.
Her er konkrete og overskuelige tips, som kan hjælpe jer med at skabe nye vaner for hele familien.
Vælg få vaner – og vælg dem sammen. Det kan være fristende at ændre det hele på én gang, men det holder sjældent. Vælg 1–3 vaner, som I prioriterer i en periode.
Involver børnene: Hvad kunne gøre hverdagen rarere? Hvad vil I gerne gøre mere af sammen? Hvad vil I gerne skrue lidt ned for? Når børn bliver hørt, føler de ejerskab – og vaner bliver lettere at fastholde
Gør vaner konkrete – ikke abstrakte. “Vi vil være mere nærværende” er en fin tanke, men svær at handle på. Oversæt den til noget, I kan se og mærke. I stedet for at aftale at I vil spise sundere, kan I stedet prøve at aftale at I laver aftensmad sammen én gang om ugen, og/eller at der er grøntsager på bordet hver dag, som et tilbud helt uden tvang til at spise. Jo mere konkret, vanen er jo lettere er den at lykkes med.,

Sunde vaner giver sunde børn – og voksne
Gode vaner kommer ikke altid af sig selv, men er lettere at inkorporere i familiens hverdag hvis man hjælpes ad. Her får du nogle forslag til, hvordan man kan hjælpe sine børn og resten af familien i retning af en sundere livsstil:
- Saml familien ved spisebordet og spis mindst et af dagens måltider sammen – uden at fjernsynet kører i baggrunden. Studier viser at familier der spiser regelmæssigt sammen uden distraherende elementer i baggrunden, har nemmere ved at holde en normal vægt.
- Lad barnet komme med i køkkenet, når måltiderne skal tilberedes. De fleste børn synes, at det er hyggeligt at hjælpe til og får på den måde en god fornemmelse for de forskellige fødevarer. Det kan sagtens gøres til en hyggestund. Særligt hvis man som voksen forbereder sig på, at det tager lidt længere tid i køkkenet med en lille køkkenskriver, der måske er lidt længere om at gøre tingene end en selv.
- Man kan få ”gratis” motion ved at lave familieaktiviteter, der inkluderer både børn og voksne. Gå en lang tur med hunden, vask bilen grundigt, slå græs og ryd ukrudt, eller tag cykelhjelmen på og inviter på en familiecykeltur med koldt vand i drikkedunken og ”fingernem” frugt i en boks.
- Tænk over hvor meget sukker der er i meget safte-, sodavand og andre læskedrikke. Selv frugtjuice indeholder mange kalorier, og selv om naturligt frugtsukker måske lyder sundere end hvidt tilsat sukker, er det usundt at indtage det i for store mængder.
- Husk morgenmaden. Det kan være en udfordring, at få tiden om morgenen til at række til at hele familien sidder samlet om morgenbordet. Men prøv alligevel, for børn der starter dagen med et sundt morgenmåltid, er mindre tilbøjelige til at overspise senere på dagen.

Start småt – også når det gælder forandring
Små vaner, gentaget ofte, slår store ambitioner, der kun holder en uge. I stedet for at aftale at I skal dyrke 30 minutters motion hver dag, kan I aftale at I prøver at få 10 minutters bevægelse sammen, eller at I går en tur efter aftensmad sammen 2 gange om ugen.
Husk at: små succeser giver motivation – især for børn
Lav plads til fejl (og travle dage)
Ingen familie lever perfekt, og det skal I heller ikke. Nye vaner må gerne være fleksible. Tal åbent om, at det nogle dage lykkes det, og andre dage gør det ikke, og aftal så I prøver igen i morgen. Når børn ser, at fejl er en del af processen, lærer de noget vigtigt om både vaner og selvomsorg.
Husk også:
At nye vaner ikke handler om at blive en “bedre” familie, men om at skabe en hverdag, der føles bedre at være i. Når I vælger vaner, der passer til netop jeres liv, tempo og værdier, bliver det nye år ikke et projekt, men en mulighed.
Start dér, hvor I er. Tag det skridt, der giver mening. Og husk: Det vigtigste er ikke, at I gør det rigtigt, men at I gør det sammen.
