BLOG: Må du gøre forskel på børn?


Når du lever i en sammenbragt familie, hvor der nogle gange både er dine, mine og vores børn, er det svært, for ikke at sige umuligt, ikke at gøre forskel på børnene.

Når ikke alle børn har de samme forældre og heller ikke opholder sig hele tiden i det samme hjem, bliver der ganske enkelt gjort forskel, fordi børnenes vilkår ikke er lige eller ens. Når børnene er i det ene hjem, står tiden ikke stille i det andet hjem, hvilket betyder at nogle børn får nogle oplevelser, imens andre børn ikke gør.

Forskelsbehandling bliver derfor et livsvilkår for mange delebørn.
Det er vigtigt, at vi som voksne er opmærksomme på det, og hjælper børnene ved at sætte ord på, så de ved, at vi ved, det er dét, der foregår, så børnene ikke ender med at føle sig udenfor, og ikke helt føler sig hjemme i nogle af deres hjem. Det er også vigtigt, at vi hjælper dem med at håndtere alle deres følelser, herunder uretfærdighedsfølelsen.

Når vi taler om forskelsbehandling, er det vigtigt at være opmærksom på, at der er tre slags forskelsbehandling. To af dem kan og skal ikke undgås, imens den sidste kan og skal undgås.

1) Den uundgåelige forskelsbehandling
Det er den delebørn i sammenbragte familier oplever, fordi de har forskellige hjem og forskellige forældre. Det er helt, som det skal være.
2) Den nødvendige forskelsbehandling
Det er den, hvor det enkelte barn får det, som netop det barn har brug for, også selv om de andre børn ikke får det. Det er også helt, som det skal være. Men vi skal forklare børnene hvorfor.
3) Den uacceptable forskelsbehandling
Det er den, som børn oplever, hvis de voksne synligt og med fuldt overlæg favoriserer deres eget barn og ikke deres ekstrabarn i det fælles hjem, når alle er hjemme. Det kan og skal undgås.

Hvordan du bedst hjælper børnene og de voksne med at håndtere forskelsbehandling (og loyalitetskonflikter) kan du læse mere om i min nyeste bog ”To hjem – ét hjerte, viden og værktøjer, der styrker delebørns trivsel i sammenbragte familier”, hvor jeg og en række andre fagfolk kommer med konkrete eksempler på og forslag til, hvad der er hjælpsomt for børnene. Bogen belyser to vigtige dilemmaer og oplevelser, som mange delebørn i sammenbragt familier tumler med, som forskelsbehandling og loyalitetskonflikter mellem de to hjem. Bogen udkom den 19. november på Forfatterskabet.dk

Kærlig hilsen Janne
Familierådgiver for sammenbragte familier, Stifter af Ekstramor.dk & Institutforsammenbragtefamilier.dk
Forfatter til Førstehjælp til ekstramødre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *