Influenzavirus – den er stensikker hver eneste vinter – så rammer den enten os selv, eller folk omkring os. Vi kender alle en eller flere der snupper et par dage på langs med influenza, og risikoen for at vi selv bliver smittet er høj. Men hvad kan vi gøre for at forebygge?

Influenza er en virusinfektion, der kan ramme alle. Men nogle rammes hårdere end andre, og for disse kan influenza give følgesygdomme som f.eks. en alvorlig omgang lungebetændelse eller det der er værre. Det er en kedelig virus at blive ramt af, uanset hvem den rammer. Men der er stor forskel på, hvor medtaget man bliver af sygdommen.
Hvad er symptomerne på influenza?
Influenza viser sig normalt med påvirket almentilstand, feber, tør hoste, hovedpine samt muskel- og ledsmerter. Løbende næse og ondt i halsen er almindeligt. Efter nogle dage kan hosten blive løsere, og det kan opleves som ondt i brystet. Madlede, mavesmerter og opkastninger er heller ikke ualmindelige – særligt hos børn.
Inkubationstiden – det vil sige tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer – kan være op til syv dage. Men de fleste vil blive syge inden for de første dage.
Sådan forebygger du at blive smittet:
Influenza smitter gennem luften, ved kontakt som håndtryk og hvis man kommer i berøring med ting som er inficeret med influenzavirus. Det smitter gennem små dråber fra hoste, nys og lignende. Virus spredes derfor ved direkte kontakt, og ved at det sætter sig på overflader, som vi rører ved med hænderne, f. eks. dørhåndtag, telefoner, PC-mus og tastatur.
Derfor er det stadig vigtigt at vi husker de gode rutiner vi lærte i tiden med Corona: Vask og sprit hænder og nys i ærmet, så vi undgår at smitte vores venner og familiemedlemmer.
For at undgå smitte gennem luften, så husk at lufte ud med gennemtræk i 5-10 minutter flere gange dagligt, og husk god håndhygiejne. Hvis du sørger for at holde afstand til syge omkring dig, undgår at røre for ved for meget når du færdes omkring i det offentlige, undgår at røre ved dit ansigt. Og så kan du med fordel styrke dit immunforsvar med sund kost, rigeligt søvn og motion. Uanset alverdens gode forebyggelsesmanøvrer, kan det desværre ikke altid undgås at du alligevel er i risiko for at blive smittet, særligt hvis dine børn er syge, her gælder det så bare om at være lidt god ved dig selv. Varm the, varme fødder, rigeligt med søvn og afslapning og en vitaminrig kost samt masser af væske, så er du (forhåbentligt) hurtigt på højkant igen.
Sådan undgår du at smitte andre:
Når du skal nyse, hoste eller pudse næse, så husk at hoste/nyse i et papirlommetørklæde (i nødstilfælde i ærmet) og smid papirlommetørklædet ud straks efter brug, og lad det ikke ligge fremme eller i en lomme. Undgå at luftvejssekret kommer på hænder eller ud i omgivelserne, så starter smittekæden nemlig lige med det samme. Og husk altid at herefter, at vaske hænder efterfølgende (alternativt er håndsprit også effektivt). Hold afstand til andre og husk at lufte godt ud i hjemmet.
Influenza smitter almindeligvis fra man mærker de første symptomer, det vil sige nyser, hoster, får feber osv. Man smitter imidlertid mest i de første tre til fire dage af sygdommen. Man anses for at være smittefri et døgn efter, at man ikke har feber længere, hvis man i øvrigt føler sig rask.
Kilder: Sundhed.dk, Statens Serum Institut, Rigshospitalet og Sundhedsstyrelsen
