Den Lille Kulturnat

Fredag den 13. marts, åbnes dørene til en verden fuld af fantasi, leg, musik, historier og oplevelser. Den Lille Kulturnat er nemlig en særlig aften, hvor børn og voksne sammen kan gå på opdagelse, prøve nye ting og opleve kultur på en sjov og spændende måde. Rundt omkring venter der aktiviteter, fortællinger og små eventyr, som inviterer jer til at bruge både nysgerrigheden og fantasien.

Billede af pige der får malet en fin maske i ansigtet til Den Lille Kulturnat

Her får I 7 gode ideer til oplevelser til Den Lille Kulturnat

Hold en ugle i Kulturhuset Islands Brygge

På Den Lille Kulturnat kan I møde det elskelige UgleRiget. Her får I mulighed for at komme helt tæt på uglerne, holde dem og nusse dem. Både Ullu med de smukke orange øjne og lille Hans, som smelter alles hjerter, når han bliver kælet for, ligesom I kan møde den underlige fugl, frømunden Kermit, Nebu den kæmpestore laplandsugle, Nova den sødeste høgeugle og Dobby med de store mørke øjne. I kan også lave en uglefløjte af bambus, og øve jer i at tale med uglerne omkring os. Se mere her: https://kulturnatten.dk/arrangementer/ugletimen/

Oplev det nyrenoverede 250 år gamle Hofteater 

Glæd jer til fire timers aktivitet og underholdning i det smukke nyåbnede og gennem renoverede Hofteater. Tryllekunstneren Miguel el Zorro leverer et forrygende trylleshow som Den Spanske Prins. Børn, unge og voksne med vil gå herfra med en sjov og anderledes lille teateroplevelse rigere. Forestillingen kører kl. 17:00, 18:00 og 19:00. Hele aftenen kan man færdes frit rundt i Teatermuseet i Hofteatret, gå på opdagelse i det 250 år gamle Hofteater med scenen, kongelogerne og ikke mindst se den helt enestående smukke model af Hofteatret som det så ud ved åbningen i 1767. Se mere her: https://kulturnatten.dk/arrangementer/magi-paa-hofteatret/

Vær med til at bygge et mennesketårn

Har du nogensinde hørt om de Katalanske mennesketårne? Og er dit barn lidt af en kravlenisse, som synes det er sjovt at kravle på andre? Så kom og vær med til en workshop, hvor I kan være med til at bygge mennesketårne med hinanden. Her kan I se og opleve akrobatik på en ny og anderledes måde, hvor I gennem leg og sjov lærer at kravle op og stå på skuldrene af hinanden. Det hele foregår i trygge rammer med dansktalende instruktører, der har stor erfaring I at lære andre at kravle op på andre. Kom og vær med til noget I nok aldrig har prøvet før. Det er både sejt og sjovt. Se mere her: https://kulturnatten.dk/arrangementer/mennesketaarne-for-boern/

Bliv maddetektiv hos ASKO

I ASKO Experience Center inviteres børnene til at udforske mad gennem smag, tekstur og nysgerrighed. Som ægte mad-detektiver smager de den samme råvare i forskellige tilberedninger og oplever, hvordan både smag og konsistens forandrer sig. Oplevelsen er legende, tryg og helt uden konkurrence. Børnene får et sprog for smag og en større forståelse for råvarer og madlavning, og alle deltagere afslutter som certificerede Mad-detektiver. Oplevelsen varer ca. 30 minutter, og der er opstart hver hele time fra kl. 16-19. Fra 5 år. Se mere her: https://kulturnatten.dk/arrangementer/mad-detektiverne-en-sanselig-madoplevelse-for-boern/

Blå blink og Bamsehospital på Politimuseet

Politimuseet og Fælledvejens Brandstation åbner dørene til et helt særligt arrangement, hvor I kan møde brandvæsenet og politiet på Den Lille Kulturnat. Udenfor kan I møde brand- og politifolk og komme helt tæt på, når de fremviser brandbiler, politibiler, motorcykler og meget af det specialudstyr, som de anvender, når de døgnet rundt er klar til at rykke ud. I kan også komme på Bamsehospitalet, der med en bamse i hovedrollen viser en hospitalssituation, hvor barnet er med til at udrede, diagnosticere og behandle bamsen. Indenfor på Politimuseet er alle udstillingerne åbne. Her kan I bl.a. prøve at: få taget jeres fingeraftryk, prøve politiuniformer og branddragter, gå på opdagelse i den gamle politistation eller I kan hygge, tegne og hvile benene i tegnestuen. Se mere her:  https://kulturnatten.dk/arrangementer/politi-og-brandvaesen-paa-naermeste-hold/

Kom med til maskebal på Amalienborg

Ikke mange ved, at der engang lå et andet slot lige der, hvor Amalienborg ligger i dag. Det hed Sophie Amalienborg og var opført af Dronning Sophie Amalie, som her holdt overdådige fester og maskeballer. Inspireret af disse historiske baller inviterer museet på denne særlige aften, børn og voksne indenfor til at opleve en kongelig aften i Dronning Sophie Amalies ånd. I Havesalen kan man lave sine egne masker, som man kan tage med til maskebal. I Gallasalen kan børn prøve kongelige dragter fra den Kongelige Systue på Koldinghus og danse under lysekronernes skær. Se mere her: https://kulturnatten.dk/arrangementer/maskebal-paa-amalienborgmuseet/

Spot kunsten i mørket på Thorvaldsens Museum

Med lommelygten i hånden kan I gå på jagt i kunsten på Thorvaldsens Museum på Den Lille Kulturnat. I museets stemningsfulde korridorer, under det dybblå stjerneloft, gemmer sværd, palmer, hunde og engle sig i kunsten. Hold øjnene åbne, lys jer frem i mørket, og gå på opdagelse efter de genstande, der er tegnet på kortet. Hvis I finder dem alle, har I gennemført jagten og må vælge en smuk krystalsten, som I kan tage med hjem i lommen. Se mere her: https://kulturnatten.dk/arrangementer/spot-kunsten-i-moerket/


Den Lille Kulturnat er Kulturnatten, som du kender den, men udelukkende med arrangementer for børn.

Den finder sted fredag den 13. marts 2026 kl. 16-20. Det fulde program kan ses på Kulturnattens hjemmeside her
Kulturpas til Den Lille Kulturnat kan kun købes digitalt i Kulturnattens webshop . 
Kulturpasset koster 125 kr., hvis du er over 12 år. Med et Kulturpas kan du medbringe to børn under 12 år gratis til alle arrangementer.  
Kulturpasset er også gyldigt som rejsebevis i bus, tog og Metro i zonerne 1-99 fra kl. 15.00 til kl. 21.00 den 13. Marts, og også her kan en voksen gratis tage to børn med under 12 år.