BLOG: Fra børnehavebarn til skolebarn

Snart nærmer første dag i ”førskolen” sig for mange børn og familier. En mærkedag i barnets liv, der markerer et skifte fra børnehavebarn til skolebarn. Barnet er måske både spændt på og nervøs for dagen. Ligesom forældrene også er. I sammenbragte familier, er der ofte noget ekstra på spil, for hvem skal med den første skoledag?

I sammenbragte familier bliver første skoledag også en dag, der kræver stillingtagen, koordinering, fleksibilitet – og som med andre mærkedage udløser dagen måske store følelser både hos børnene, forældrene og ekstraforældrene.

Sørg for at det handler om barnet

Det er vigtigt, at vi som forældre og ekstraforældre sørger for, det kommer til at handle om barnet. Det må ikke blive en kamp eller konkurrence mellem barnets to hjem. Den helt store forskel på at være barn og forælder i en sammenbragt familie er, at forældrenes beslutninger og valg, bliver barnets vilkår. På nogle punkter bliver forælderens valg også ekstraforælderens vilkår. Men ekstraforælderen er voksen og kan forlade parforholdet, hvis det bliver for hårdt eller uoverskueligt. Det kan barnet ikke. Som voksne er vi derfor nødt til at sætte vores egne behov lidt til side til barnets bedste.

Hvad er det bedste for barnet?

Jeg råder til, at I tager udgangspunkt i, hvad der er det bedste for barnet. Ikke hvad forældrene har ret til, eller hvad ekstraforældrene kunne tænke sig. Men det bedste for barnet. Forhåbentlig går det op i en højere enhed. Nogle gange betyder det, at både forældre og ekstraforældre bliver nødt til at sluge nogle kameler. 

Det bedste for barnet afhænger af flere ting:

  • Barnets personlighed
  • Barnets præferencer
  • Barnets relationer
  • Samarbejdet mellem barnets to hjem
  • Konfliktniveauet mellem barnets to hjem

Ja! Det gør ondt ikke at blive inviteret med. Eller ikke at være velkommen. Det vil føles som et fravalg. Som en afvisning. Og dét gør ondt! Det anbefaler jeg, at I som par tager kærligt hånd om.

Sådan forbereder I jer på første skoledag

Hvis du, lige nu, står midt i overvejelserne om, hvem der skal med første skoledag, vil jeg anbefale at tænke over følgende spørgsmål:

Hvordan får mit barn den bedste første skoledag?

  • Hvordan får mit barn den bedste dag?
  • Hvis nogen ikke skal med, hvordan kan vi så fortælle om dagen bagefter?
  • Hvad kan jeg gøre for, at mit barn ikke skal bruge energi på de voksnes relationer?
  • Hvad ville være godt at sige til mit barn inden, så han/hun kan nyde dagen?

Børns loyalitetskonflikter

Selv om vi voksne gør os umage overfor børnene, kan børnene komme til at føle, at de er nødt til at passe lidt på den ene forælder, ved ikke at sige noget om den anden forælder eller ekstraforælderen, de er glad for. Det er hårdt for børn. Derfor er det vigtigt, at vi snakker med børnene om, hvordan det er at være dem. I bogen ”To hjem – ét hjerte” får du en lang række konkrete forslag til, hvordan du passer godt på de børn, der bor to steder, men som stadig ”kun” har et hjerte, der skal rumme det hele. Du kan læse om bogen her: https://ekstramor.dk/bogen-om-deleborn-i-sammenbragte familier/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *