5 kendetegn der går igen i sammenbragte familier


For de fleste er der en tydelig følelsesmæssig forskel på at leve i en sammenbragt familie og i en familie, hvor de voksne er fælles forældre til alle børn, og der derfor ikke er børn fra tidligere forhold. Sammenbragte familier er meget anderledes end andre familier, og det stiller ret store følelsesmæssige krav til både voksne og børn.

To hænder holder et delt lyserødt hjerte, der symboliserer følelsesmæssige udfordringer i sammenbragte familier

Lad os kigge på 5 kendetegn, der går igen i langt de fleste sammenbragte familier:


1) Kærligheden forbinder de voksne – ikke hele familien
De voksne er forbundet gennem kærligheden til hinanden, og det er dét, der ”limer” den sammenbragte familie sammen. Der er ikke fra starten en naturlig følelsesmæssig relation mellem barn og ekstraforælder. Det er noget, der skal arbejdes for, og forhåbentlig kommer det med tiden, men oftest ikke på samme måde som mellem en forælder og et barn. Det er ikke dårligt, det er bare anderledes.


2) Usikkerhed om roller, pladser og rettigheder

Særligt ekstraforælderen er ofte i tvivl om sine ”rettigheder” i sit eget hjem:
Hvad må jeg blande mig i?
Hvad skal jeg lære at affinde mig med?
Hvornår må jeg sige til? Fra?
Hvem må hvad, overfor hvem, hvornår?
Den usikkerhed og uklarhed koster meget energi og tager ofte en del af det mentale overskud. Det er derfor vigtigt, at I som par løbende snakker om det og afstemmer jeres forventninger.

3) Barnet har én forælder hos sig ad gangen
Savn, sorg og forandring bliver et grundvilkår for mange delebørn i sammenbragte familier. Barnet har én forælder hos sig ad gangen, savner ofte den anden og skal navigere mellem to hjem, to regelsæt og nogle gange også søskende forskellige steder. Barnet har to hjem, men det har stadig kun ét hjerte, der forsøger at rumme det hele. Derfor er det vigtigt, at vi giver barnet lov til at snakke om det andet hjem – også i vores nærvær.


4) Den tidligere partner er en del af hverdagen
Via barnet er den tidligere partner, medforælderen, en aktiv, logistisk del af det nye parforhold. Det bliver vedkommende ofte også følelsesmæssigt, fordi der knytter sig så mange følelser til børn, både for forælderen og ekstraforælderen. Beslutninger, aftaler, konflikter og kommunikation med den tidligere partner, barnets anden forælder, kan få stor indflydelse på hverdagen, parforholdet og stemningen i hjemmet. Og netop det vilkår er en kilde til tilbagevendende konflikter for mange par.


5) Jalousi og konkurrence
Selv om det for mange føles meget skamfuldt, er det helt naturligt og normalt, at der opstår jalousi mellem barn og ekstraforælder, mellem ekstramor og mor og i nogle tilfælde også mellem forældrene indbyrdes. Det handler sjældent om ond vilje, men mere om usikkerhed. Om frygten for at miste sin plads, betydning eller relation.

Tak fordi du læste med
Janne / Familierådgiver for sammenbragte familier, stifter af Ekstramor.dk & Institutforsammenbragtefamilier.dk
Forfatter til: Førstehjælp til ekstramødre – Førstehjælp til sammenbragte familier – To hjem – ét hjerte

Følg med på Instagram @ekstramor (af respekt for dit privatliv følger jeg dig ikke tilbage)

At leve i en sammenbragt familie udløser stærke følelser både hos børn og voksne. Det er vigtigt, at vi anerkender følelserne, snakker om dem og rummer dem. For på den måde kan vi leve et dejligt liv i vores sammenbragte familie med plads til alle følelserne.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *